Når børn græder …

Det er rigtig mange af os der ikke kan lide når vores børn græder. Gråd er oftest noget vi gerne vil have stopper relativt hurtigt igen. For barnets skyld, men også for vores egen.

Normalt prøver vi at trøste dem; tage dem op, sætte sig tæt på dem, aflede dem, sige ”så så .. ” Alt sammen udmærkede strategier; særligt hvis vi er bevidste om, hvorfor vi gør netop det.

Barnets gråd giver os tit en følelse af dårlig samvittighed og skyld. Forælderens evige følgesvende. Sammen med følelsen af afmagt og tabet af kontrol er vi ude på dybt vand.

Der er mange former for gråd og nogle af dem kan/skal stoppes på ovenstående måde. Gråd kan være en måde at sige ”hold om mig” på. ”Se mig”. ”Pas på mig, når jeg ikke selv kan”. Eller den mest hyppige – ”jeg er træt!”

Gråd kan også være barnets måde at sige ”det trænger jeg til” på. ”Jeg ved ikke, hvad jeg ellers kan gøre”.  ”Jeg får det bedre, hvis jeg lige græder lidt”. ”Der blev jeg lige lidt ked af det”. Jeg kan godt mærke, når jeg skriver det, at det virker mærkeligt. Men det er kun fordi vi har et stereotypt forhold til det at græde.

graad

Prøv en dag du har super overskud!, eller bare en dag, hvor det ikke forstyrrer andre end dig selv, at lade dit barn græde ”færdigt”. Sig evt. ”det er okay, du har brug for at græde lige nu. Sig, hvis jeg skal trøste/hjælpe dig”.

På den måde accepterer du, at det også er en måde at udtrykke sig på, og for dit barn måske en måde at forløse noget på. Samtidig lærer dit barn på sigt at stoppe selv; mærke hvornår han/hun ikke har brug for at græde længere. Lidt ligesom at vågne uden vækkeur en gang imellem– så ved man, man har sovet så længe man havde brug for.

Hvor mange beskeder giver du dit barn på én gang?

Forleden – en helt almindelig dag med helt almindelige gøremål – skreg min datter mig pludselig op i hovedet  : ”Stop mor, jeg kan ikke både rede mit hår, lægge min madkasse i tasken og børste tænder! Du stresser mig med alt det du siger, jeg skal”.

struds

Hmm – tag den mor!

Vi har nu aftalt, at jeg som udgangspunkt har tillid til, at hun har styr på at få gjort det, hun skal, og hvis jeg absolut skal sige noget, skal jeg kun sige én ting ad gangen.

Det er individuelt fra menneske til menneske, hvor stor ens arbejdshukommelse er. Man kan træne sin arbejdshukommelse større, men indtil det er sket, vil for mange beskeder på én gang stresse dit barn. 

Dit lyse og mørke sind

Når man får børn, inviterer man også sårbarheden ind i sit liv. En sårbarhed som kan føles ligesom angst.

Angst som i – tanker

Angsten for at miste.

Angsten for at overse ”noget”, man burde have set.

Angsten for ikke at slå til – gøre det godt nok.

Angsten for ikke at leve tiden ud.

Tankerne løber fra dig … Du er midt i erkendelsen af ”Det totale tab af kontrol”.

Denne sårbarhed kan få dig til at ændre dit syn på dig selv – på godt og på ondt. På dit sind, dine kræfter, din berettigelse. På den du er og gerne vil være.

Mange af os har måske kun kendt til det lyse sind indtil nu – mærket ”det mørke”, men ikke tillagt det særlig betydning. På et tidspunkt kan det være en hjælp at forholde sig til, at du både indeholder det lyse og det mørke. Og på hvor meget du skal bruge dine tænker på hvad.

De metakognitive kalder det ” at få kontrol over sin tænkning”. Hvor længe man tænker og hvor meget. Ikke så meget på hvad. Det er noget man godt selv kan gå i gang med, hvis sårbarheden stadig ”bare” er den helt naturlige sårbarhed.

Spørg fx dig selv:

”Hvad er fordelen ved, at jeg tænker så meget? ” ”Hvad gør det ved mig følelsesmæssigt at tænke konstant og hele tiden? ” ”Er det noget, jeg kan stoppe med? ”

Måske skal du hver dag sætte tid af til at ”få lov til at tænke? Og så lade det ligge, når de 15 minutter er gået. Så har man accepteret, at det er et behov man har, men samtidig noget man begynder at få kontrol over. Og den naturlige balance mellem det lyse og det mørke sind vil bevares eller forsigtigt genetableres.

Det er aldrig børnenes skyld!

Når et barn ”pjækker” fra skole, har vi en tendens til at tænke, at barnet er dovent/sløv/ligeglad/uansvarlig – dette er særlig nemt at forfalde til, hvis barnet er teenager. Ja i de situationer er der faktisk sjældent mulighed for andre forklaringer.

Tit siger vi til dem: ”Hvad havde du forestillet dig, når du går i seng midt om natten? ”. Eller: ”Er du helt holdt op med at tænke selv? ”. ”Hvor er min ”gamle” dreng/pige blevet af? ”. Hvis vi ikke siger noget, siger vi det samme bare på en anden måde.

Vi er frustrerede. Bekymrede. Vi vil dem kun godt, og mener det godt.

Det er bare ikke det, barnet oplever. De oplever, at vi bebrejder dem. At vi ikke vil hjælpe dem. At det er deres ansvar, at det ikke er lykkes for dem at komme i skole eller hvilke andre symptomer, barnet udviser. De føler sig endnu mere som en fiasko.

De har brug for din hjælp. De skal ikke sættes ud på et sidespor og behandles som nogen, der ikke kan noget som helst selv, men guides og støttes i meget af det, de nu igen skal i gang med at lave og gøre.

For – alle børn ønsker at gøre som deres forældre ønsker, også når de ikke gør det.

Kommer dit barn ikke op om morgenen hver dag, skal de som en start ”puttes” om aftenen. ”Puttes” som i – du skal med ind på værelset; måske lige ryste dynen, rette lagenet – forberede dem og vise vej, som du gjorde, da de var meget mindre. Gå men komme igen. Måske ikke sige så meget, men vise din omsorg på andre måder. Være der.

Om morgenen er det ikke nok at råbe fra køkkenet:” Du skal op nu”! Du skal igen ind på værelset. Sætte dig yderligt på sengekanten, gøre nænsomt opmærksom på, at du er der, og bliver der, til der er tegn på ”liv”. Måske skal tøjet lægges frem de sværeste morgener. Bøgerne.

Gå men komme igen – vurder og lad vær med at spørg, om der er noget der yderligere kunne hjælpe. Du viser igen og igen, at du er til rådighed og forstår, at lige nu er det for svært for ham/hende at gøre det hele selv. Du tager ansvaret – også fra deres skuldre.

Forældre og børn der kommer hos mig får fra en start af vide, at jeg ikke bruger ordet skyld, da det ord sjældent bringer os nogen konstruktive steder hen. I stedet taler vi om ANSVAR. Hvad der er forældrenes ansvar og hvad der er børnenes. Det meste af det er forældrenes.

mælkebøtte

At leve og overleve med en teenager i huset

Vi har set dem vokse op. Vi har set, hvad de er særligt gode til og hvad de skal øve sig lidt mere på. Vi kender dem rigtig godt. Og de kender os.

Men når børn bliver teenagere sker der noget. Det opleves nærmest som om de skifter personlighed. De sætter althøj bølge det, vi har prøvet at lære dem hele deres opvækst på spil og tit over styr. De udfordrer vores mest grundlæggende værdier, ene og alene for på egen hånd, at finde ud af om de holder.

Du kan ind imellem blive i tvivl som forælder efter et stykke tid. Er han/hun ikke den, jeg troede han/hun var?

Du/I er lige nu symbolet på alt det, de ikke ønsker at ende som.

Din teenager kæmper og bruger ufattelig mange kræfter – på at være den han/hun ”var”, og som de godt ved, I helst vil se. Men samtidig på at udleve den ”nye” person, der konstant banker på. Det er her man ligefrem nogle gange kan blive bange for, om man har fået et barn med en psykiatrisk lidelse.

Det slider på jeres indbyrdes relation og deres søskende går for lud og koldt vand, fordi alle kræfter går på at styre, kontrollere, skændes og overskue, hvad der er sket, og hvad I kan gøre for at forhindre noget nyt sker/ikke sker.

Du kan sikkert komme med endnu flere eksempler fra din hverdag med en teenager i huset.

Jeg har set talrige eksempler på denne nødvendige, naturlige men opslidende proces og kan på den baggrund komme med to gode nyheder: (1) I er ikke alene med jeres udfordringer og (2) det jeres teenager har allermest brug for lige nu, er dig/jer.

Mange kan have brug for hjælp til at komme igennem denne proces – som forælder og/eller som ung.

Faktaboks: Om børn og unges liv på de sociale medier

  • Sæt dig ind i, hvad der er af muligheder ”derude”. Lav grundig journalistisk research – børn elsker, når vi ved mere end dem.
  • Spørg dit barn, hver gang du får lyst til at lægge noget op. Af dem og alt det andet …
  • Gå foran med dine egne handlinger og dine egne værdier. Ville du selv bryde dig om at … ?
  • Vær oprigtig nysgerrig over for dit barn om, hvor han/hun befinder sig ”derinde” – spørg om de vil vise dig noget af det. Accepter hvis de ikke vil, det kan der være mange gode grunde til.
  • Børn og unge må gerne have hemmeligheder for deres forældre, men nogen hemmeligheder kan være for svære at bære på alene. Tag en snak om forskellen – hør først hvad den unge tænker; det sætter dig i en mere lyttende position.
  • Tag en snak om, hvad grænser er og betyder. Brug konkrete eksempler – det er simpelthen nemmere at forstå. ”Hvordan ville det se ud og blive opfattet, hvis du løb rundt ude i skolegården uden tøj på? ” Hvordan ville du have det bagefter, hvis alle havde set det?
  • Snak med dit barn i etaper – de kan ikke koncentrere sig så længe af gangen.
  • Og gør det i ”fredstid” – ikke mens én af jer er at oppe at køre, er trætte eller uvenner.
  • Snak med de andre forældre i klassen om, hvordan man gør i jeres klasse. Start tidligere end du tror! Gør jeres kommunikation tydelig over for børnene. Når de voksne samarbejder, går vi foran og viser dem at det er en mulighed.
  • Saml de unge derhjemme en gang imellem og lad dem være dem de er og få indsigt
  • Tillid virker bedre end kontrol. Som i ”virkelig virker”.

Hvor tit lægger du mærke til det, dit barn ikke gør?

I en samtale med en far fortalte han om en episode, hvor han havde set, at deres dreng havde gjort klar til at slå sin søster. De var alle tre ude at gå og pludselig hævede drengen armen og begyndte at gå hen imod sin søster for at slå hende i hovedet. Inden faren nåede at reagere, i det der splitsekund mellem nul og ingenting, havde drengen taget armen ned igen, og gåturen kunne fortsætte uden konflikter og hævede stemmer.

Men ingen fortalte drengen, at man havde lagt mærke til det, han gjorde. Eller rent faktisk til det han IKKE gjorde.

Der findes et utal af disse situationer i alle familier.

effektfuld terapi

Et utal af usagte og glemte succeser.

Får man ikke sagt, hvad man lagde mærke til lige i situationen, kan man altid sige det senere – ”Det er bare så svært at huske”, som faren sagde, da vi gik lidt ind i det. Men han prøvede at sige det mange dage efter – og ikke overraskende kunne begge børn huske, hvad der ikke var sket. Og særligt drengen rankede ryggen og så stolt ud, da han hørte, at både far og søster havde lagt mærke til hans ”ikke-handling”.

Husker du bare en gang om ugen at fortælle dit barn, hvad det ikke gjorde, vokser hele familien.

Hvad er det, vi vil med vores børn?

Dette indlæg blev bragt i Politiken 23. januar 2016.

Kort før jul læste jeg et indlæg skrevet af filosof Finn Janning (Pol. 20.12.2016): ’Jeg tror, alt for mange får børn, fordi de keder sig’. Det fangede min opmærksomhed, fordi jeg i mange år været optaget af nogenlunde samme spørgsmål via mit arbejde med børn og familier.

Filosof Finn Janning antyder, at mange forældre får børn, fordi de keder sig. At kommende forældre skal tænke sig om en ekstra gang, inden det nye liv realiseres. At mange af dem, der har fået leverancen, hellere vil deres karriere og deres eget liv.

Jeg tror ikke, det hænger sådan sammen, men jeg synes, det er modigt og godt for debatten, at han tør skrive det. Den vigtige og evige debat om børns berettigelse og vilkår. Og hvorfor får vi dem? Er det overhovedet et spørgsmål, man stiller (må stille) sig selv eller hinanden inden?

 

Er det, fordi det er det, man gør? Fordi man bare gerne vil være nogens far/mor? Fordi man ikke vil blive gammel alene? Fordi vi, sammen i vores store kærlighed til hinanden, gerne vil skabe vores helt unikke skulptur og se, hvordan den ender med at tage sig ud? Er det, fordi livet bare ikke vil give mening uden? Eller er vi begyndt at kede os sammen, og så kommer projekt lad-os-lave-et-barn på banen?

Min hypotese er, at vi midt i projekt barn/børn kan glemme, at de der børn er helt rigtige mennesker. Selv om de ikke er færdige, er de helt rigtige, unikke og ligeværdige mennesker som dig og mig.

De er kloge, de tænker meget, de ser alt, de kan lege og udvikle nyt, de græder, når de er kede af det, og smiler igen, når de er klar til det. De reagerer nogle gange mere, end vi bryder os om. De er i gang med at udvikle sig, men det gør dem ikke mindre perfekte. Det er vi voksne jo forhåbentlig også det meste af tiden.

Forleden havde jeg en samtale med en pige, der var ked af, at hun blev sendt op på sit værelse, når hun ikke opførte sig ordentligt. Lige først tænkte jeg, at vi skulle snakke om, hvad der kunne være et alternativ til værelset, men inden jeg nåede så langt, sagde pigen: »Hvis bare de ville sige: ’Vil du være sød at gå op på dit værelse lidt’. Så ville jeg slet ikke blive så ked af det«.

Læs det lige igen! Det kan ikke siges tydeligere. Børn er ikke hunde. Børn reagerer ikke hensigtsmæssigt på ikke at blive talt ordentligt til. Min påstand er efter mange af den type samtaler med børn, at vi simpelthen ikke taler til vores børn, som vi ville tale til en hvilken som helst anden voksen. Noget i vores kommunikation med vores børn er, mere eller mindre ubevidst, blevet legaliseret uden på nogen måde at være gennemtænkt.

Debatten om at blive sendt op på sit værelse må vi så tage på et senere tidspunkt. Men hvad har det at gøre med overskriften? Hvorfor vi får dem? Og hvad vi kan bruge dem til?

Jeg tror, at hvis vi fra starten tænkte anderledes om det der lille menneske, vi på mirakuløs vis kan bringe til verden igen og igen – uden at tage en videregående uddannelse i forældrerollen først – ville jeg ganske enkelt have mindre at lave som familieterapeut.

Så var der flere børn, der følte sig lyttet til og hørt, følte sig set og anerkendt. Følte sig betydningsfulde og ligeværdige forstået på den måde, at de fra deres højde kunne bidrage med deres perspektiv/udtryk og ad den vej lære nyt og mere af den voksne. Virker ovenstående for mærkeligt og uoverskueligt for nuværende og kommende forældre, er spørgsmålet, om man så ikke hellere skulle gå i gang med at bygge den carport.

Familielivets 8 bud

I en af de mest læste bøger sidste år”Stå Fast”, kommer psykolog og professor Svend Brinkman med syv bud på, hvad der er af alternativer til nutidens selvudvikling og evige ”ja”-hat. I artiklen nedenfor har læge Bo Netterstrøm oversat Brinkmanns 7 bud til sit fagområde.

Det er i mine – og i Brinkmanns – øjne en rigtig udmærket oversættelse. En oversættelse som jeg mener, kan overføres direkte til familielivet, for også der at forsøge at skabe mere balance og overskud.

Læs her familielivets 8 bud. Det fremhævede er de 7 bud fra artiklen.

Er du bekymret for dit barns adfærd/trivsel, så tal med andre om det, der plager dig. Højst sandsynligt bliver din bekymring mindre, når du gør det – de gange den ikke gør, bliver det klarere for dig, hvad du så skal gøre. At sige sin bekymring højt, sætter oftest tingene i perspektiv. At gå med dem for sig selv, giver dig ondt i maven.

Sæt din egen situation i perspektiv. Er I ”bare” en helt almindelig småbørnsfamilie lige nu, der får for lidt søvn, for lidt sjov sex (eller ingen) og går med en følelse af, at I hænger fast med det yderste af neglene? Vær i det. Accepter det. Det hele behøver ikke altid at være lige sjovt – men det går over på et tidspunkt. Går det ikke over, så prøv nogen af de andre bud, inden du sætter noget i søen, du senere risikerer at fortryde. Hvis de andre bud ikke hjælper dig, vil professionel rådgivning være den bedste hjælp for jer alle.

Sig fra, (når) inden det bliver for meget – her må jeg lave en omskrivning, da ”inden” er kodeordet for den bedste forebyggelse i en familie. Sig fra, inden du hører dig selv stå og skælde ud. Sig fra, inden du sætter dit barn i en situation, hvor han/hun ikke ser andre muligheder end kamp/flugt. Sig fra, inden du vælter. Her siger du nej til dig selv, inden du får gjort ting, du egentlig ikke ønsker at gøre. Dette bud er klart det sværeste set i et familieperspektiv. Mestrer du dette bud 8 ud af 10 gange, vil du sjældent vælte.

Reager med fornuft, ikke på følelser. Dette er forældrenes ædleste opgave. Børn kan et langt stykke hen af vejen kun reagere på deres egne og andres følelser – det er sådan, de lærer og mærker livet. Du er deres vigtigste rollemodel, der kan lære dem denne fine balance. Se evt. tidligere blog indlæg om “den lille men store forskel”.

Brug dine nærmeste, når livet bliver svært – og det gør det for alle på et tidspunkt. Det er IKKE et nederlag at bede venner og familie om hjælp. Det er et tegn på overskud. Og på tillid. Til dine børn og til dem du spørger om hjælp. ”Vil I tage ungerne fredag-lørdag/et par dage i vinterferien? ” Tænk at få lov til at hjælpe dig. Børnene vokser af at være væk fra dig og af at indgå i nye relationer og mønstre.

Brinkmann taler om venskaber i stedet for netværk. I venskabet er historien om dig og jer inkluderet. I venskabet ligger relationen og tanken om det hele menneske. Netværk handler om noget andet – om det der kan bringe os i yderligere fremdrift og er ofte brugt i en arbejdsmæssig kontekst (min fortolkning). Dette er i mine øjne en vigtig forskel for vores børn at få øje på.

Læs romaner og bliv klogere. Romaner er ikke en ”opskrift” eller en anvisning – de er en individuel fortælling som, i modsætning til selvhjælpsbogen, tilpasser sig læseren og giver dig mulighed for at finde og skabe din egen selvhjælp. Gode romaner skaber genkendelse og eftertænksomhed over det levede liv.

Lær af dine og andres erfaringer. Brinkmann holder af fortiden og opfordrer os til at dvæle ved den. Børnefamilier har i udpræget grad meget lidt behov for at besøge fortiden. Vi vil og kan selv! Men fortiden er lidt ligesom en roman; den kan bare kun læses, hvis du snakker med dem, der var i den. Alternativt kan du selv tænke lidt tilbage og genopdage hændelser og sammenhænge, du troede du havde glemt og ikke tidligere havde tillagt betydning.  På den måde bliver fortiden mere bevidst en del af nutiden/fremtiden.

I familielivet må dog tilføjes et ottende bud:

Bliv hos dig selv.  Med det menes, at det er dig, der har det, som du har det, og det er derfra, du skal tage dit udgangspunkt. Det er ikke sikkert din partner eller dit barn, oplever situationen på samme måde. At ”blive hos sig selv” kræver ydmyghed og nysgerrighed og udtrykkes ved f.eks. at sige: ” Det her føles ikke okay for mig. Hvordan oplever du det? ”

Rigtig godt 2016 ønskes du af Familierummet.dk

http://www.b.dk/kommentarer/en-kritisk-laesning-af-syv-populaere-teser

Den lille, men store, forskel

Et indlæg med fokus på forskellen mellem ros og anerkendelse.

børneansigt

Hvis du har børn, har du uden tvivl stået i den her situation mange gange. Dit barn har lavet en tegning nede i børnehaven/skolen, og viser den frem, så snart I kommer ind ad døren. ”Vil du se den tegning jeg har lavet i dag, far”?

Og selvfølgelig vil du det; måske ikke lige med det samme, men når du har tid til at kigge ”rigtigt” på den.

For selvom det kan virke som “bare” endnu en tegning fra barnet, er det, for barnet, oftest en særlig tegning. Én hvor han/hun er blevet lidt bedre til at tegne et menneske med arme ”så det ligner”. Eller hvor man har blandet en farve til himlen, som man ikke har kunnet få frem før.

9 ud af 10 gange siger de fleste forældre, når de ser barnets tegning ”Neeej, hvor er den flot, skat”. Helt sikkert med ægte begejstring.

Når vi svarer på den måde, roser vi vores barn.

Vi tillægger tegningen vores egen værdi (flot); betragter den som et færdigt produkt og lukker muligheden for videre dialog ned. Ikke mindst risikerer vi ved at rose at ”underkende” barnet – barnet ved nemlig godt at tegningen kunne være endnu bedre; barnet ved godt, hvor han/hun har sjusket lidt og hvor han/hun har gjort sig umage.

Hvis vi i stedet sagde:” Ajj, dine mennesker har både arme og fingre på den her tegning – sejt”! Den kan følges op med et spørgsmål, hvis tiden tillader det: ”Var det ikke svært at tegne så små ting”?

Her anerkender vi barnet. Det udvikler det sig af.

Vi anerkender, at barnet er i en proces med at tegne flere detaljer, og vi åbner op for muligheden for at høre mere. Vi får samtidig fortalt, at vi kan huske nogle af de andre tegninger han/hun har vist os. Vi vurderer ikke tegningen som sådan, men spørger ind til den i stedet. Her opstår typisk også historier, vi ellers ikke ville have fået.

Barnet får, via denne lille sproglige detalje, afstemt og sat ord på deres egen (ubevidste) oplevelse af, hvor det er i sin egen udvikling om sit eget selv lige nu. Barnet bliver anerkendt for det, det har gjort sig særlig umage med, og effekten af din anerkendelse vil gå direkte i hjernen og sætte sig fast som en erfaring om, at ”jeg blev set for det, jeg gerne ville ses for”.

Med andre ord skal vi som forældre fremover prøve at rose vores børn mindre.

I stedet skal vi anerkende dem.

Gennem anerkendelsen hjælper du dit barn med at udvikle sit selvværd.

Det er da heller ikke nemt!

Det er til at blive snotforvirret som forældre, når vi følger de seneste dages artikler om, hvordan vi bedst skal behandle vores børn: Her understreges det, at vi ikke må skælde ud. Men vi må gerne blive vrede. Via vrede lærer vores børn nemlig et mere fuldendt billede af, hvad det vil sige at være et menneske (frit fortolket fra Jesper Juul 2013). Det er to budskaber der umiddelbart stritter i hver sin retning. Så hvad i al verden skal man som forældre så gøre? effektfuld terapi

Jeg oplever ofte, at de forældre jeg taler med, finder det vanskeligt at navigere i netop denne problemstilling. De har til dels indset, at det de har gjort indtil nu ikke virker optimalt. Eller også har de erkendt, at det der faktisk virker for dem, i hvert fald for en stund, ikke er det, de ønsker skal virke.

Dilemmaet kom for nyligt frem i en samtale, jeg havde med en mor, da hun sagde, ”når der har været 5-6 småkonflikter de to søskende imellem, så hæver jeg altså stemmen til sidst og det værste er, at det virker”. Moren ønskede ikke at skælde ud, men alligevel oplevede hun, at det var det, der virkede.

Vi fik en snak om, hvad der var gået forud, inden hun havde fundet det nødvendigt at skælde ud. Hvordan hun havde guidet og støttet sine to børn indtil da, og at skæld ud’en faktisk handlede om, at nu havde hun ikke flere kræfter til at støtte og guide. Nu var nok nok! Hun orkede ikke at høre mere på deres helt uundgåelige og trættende skænderier og gråd.

Og her får vi fat i noget væsentligt set med mine øjne. Der er nemlig stor forskel på om det, den voksne siger fra over for, er sig selv og sine egne grænser, eller siger fra over for børnene. Hvad er hvad og hvis er hvis og kan man som forældre imødekomme det på en anden måde, så det ikke ender i den skæld ud, som børn, uden diskussion, ikke lærer og vokser af?

Det er helt okay, at reagere på og mærke sine egne grænser. Det skal ”bare” gøres på den rigtige måde. Fidusen i den her sammenhæng er det, jeg kalder – ”at blive hos sig selv”. Når du bliver hos dig selv, taler du ud fra dig selv og det situationen gør ved dig. Det er sådan tingene tager sig ud set fra din verden og derfor noget du selv må tage stilling og ansvar for. Det er ikke dit barns ansvar, at du bliver irriteret.

Så sætningen ”jeg bliver vanvittig, af at høre mere på jer” kunne i stedet lyde ” hvis jeg ikke lige gør noget andet nu, bliver jeg vanvittig, så jeg går lige ud og laver noget the”.

En anden måde at ”blive hos sig selv” kunne være at få sagt ”nu må I prøve at løse det her selv, det ved jeg nemlig I kan, for lige nu kan jeg ikke hjælpe jer, da jeg simpelthen bliver for irriteret og sur og det er der ingen, der har glæde af”. Bliv gerne i rummet eller gå i gang med noget harmløst (banke puderne i sofaen, lufte ud …) eller gå helt almindeligt ud i køkkenet og lav noget uden at skramle for meget med glas og skåle. Husk ingen kommunikation også er kommunikation.

På denne måde gives børnene et ansvar for det, de skal øve sig på, samtidig med at du som forælder viser din egen grænse. ”Nu bliver det altså for mærkeligt for mig”. Samtidig anerkender du børnenes evne til at omsætte noget af det, du har hjulpet dem til at klare tidligere. Endelig viser du som forælder, at vi også kan blive sure eller irriterede – og altså ikke er overmennesker.

Nogle børn vil reagere med, at de gerne vil gøre forældrene glade igen hurtigst muligt, og evner derfor selv at løse situationen alene på den konto. Det sker der ingen skade ved. Andre børn bliver kede af det lige i øjeblikket, men vil relativt hurtigt blive optaget af en ny leg/aktivitet, hvis den voksne kan klare at se, at hun/han faktisk lige har gjort sit barn frustreret, og lade det være i sin frustration.  Det går over.

Opsummeret handler skæld ud om, at børnene oplever, at de skal forholde sig til og bære på den voksnes frustration/afmagt og usikkerhed. Det lader dem tilbage med en følelse af, at de er de skyldige og forkerte. Det er ikke fair.

At være tydelig, klar og nogen gange vred, sur og irriteret handler om, hvad vi som voksne hver især kan kapere og dermed har pligt til at reagere efter.

Skiller vi de to ting ad, vil vi opleve, at vi kommer til at skælde mindre ud, samtidig med at vi er tro mod os selv. Børn elsker og lærer af, at tingene er delt op og dermed overskuelige – at de ved, hvad de skal blive bedre til og hvad vi som voksne skal blive bedre til.

Det er ikke et nederlag som forælder at sige ”nu er nok nok” – det er naturligt og sundt for alle der er i det. Det vigtige er at gøre det på en måde, hvor vi bliver ”hos os selv”.

Det lyder nemt nok; desværre er det ikke tilfældet. Som en start handler det om at starte i det små og begynde at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor man fandt det nødvendigt at skælde ud. Hver gang du når at stille dig selv det spørgsmål, er du godt på vej. Yderligere handler det om at kunne tilgive sig selv. Tilgive de” fejl” man altid vil komme til at lave – igen kommer billedet af det hele menneske frem.

Men børnene kan se når vi anstrenger os og prøver og øver os og det giver helt automatisk dem lyst til at gøre det samme.

For de gør som os.

Sorg har bedst af at få et sted at bo

Effektfuld terapiWHO varsler med en ny diagnose – ”forlænget sorgreaktion”. Forstået som sorg der ikke ”er gået over” efter ½ år. (Min fortolkning)

I mine øjne er sorg, uanset diagnose, individuel, uden entydig opskrift og noget der har, og skal have, sin egen tid. Det er dig, der kender dit savn og din sorg bedst.

Sorg skal man lytte til – helst inden den bliver ”forlænget”.

Ræk ud, ring eller skriv, hvis din sorg endnu ikke har fundet et sted at bo.

Giv dit barn et talerum

Effektfuld terapiJeg har flere gange skrevet om børns loyalitet over for deres forældre. Den er enorm og bunder i en dyb kærlighed og trofasthed. Selvsamme loyalitet forhindrer ofte barnet i at komme ud med deres budskaber, omkring det de ser, oplever og mærker derhjemme. En  artikel i Politiken tager et andet udgangspunkt, men budskabet er det samme.

Da jeg læste artiklen, kom jeg samtidig til at tænke på et interview med Peter Mygind fra 2013, hvor han fortæller, at ”… det var her midt i familieterapirummet, at han for første gang indså noget skræmmende om sin egen rolle som far. Familiens yngste søn bekendtgjorde nemlig, at han selv råbte en del, fordi hans far gjorde det”. Der skulle en krise i familien til, før de fik denne vigtige info fra deres søn. Sådan er det for mange familier. Men heldigvis for Mygind hørte han det fra sit barns egen mund.

Jeg kunne ønske, at det blev en naturlig del af familiens liv at gøre mere plads til barnets ord. Jeg ved desværre, at det ikke altid bare er sådan lige at få i spil.

Det er børnene, der ser klarest i ”mørket”. Derfor gør det også mere ondt på dem. Prøv at hjælp dem med, at få det, der kunne spøge lidt hos dem, frem i lyset inden det bliver for mørkt.

Alternativt giv din familie en familiesamtale i julegave, også selvom I egentlig har det OK. Hvilke ”ordgaver” vil det mon give dig og din familie?

Hjælp! Min dreng tisser stadig i bukserne

Dette er historien om en 8-årig dreng, som tissede i bukserne. Terapi - Barn tisser i bukserne.

Drengen havde ikke noget sprog for hans tisseri. Han skjulte det ved at have store trøjer på, der gik ned over hans bukser og sprøjtede tit vand på sig for at dække over det våde på hans bukser. Han havde ikke vældig mange kammerater – hverken i skolen eller på fritidshjemmet – men var alligevel vellidt og blev ikke drillet.

Hans mor var dog berettiget bekymret for sin dreng og kom til mig, i håb om at jeg kunne hjælpe hendes dreng med at holde op med at tisse i bukserne.

Vores første samtale gav ikke megen mening for drengen. Hvorfor skulle han snakke med mig og hvad var problemet, tror jeg, han tænkte. En naturlig reaktion og skepsis for en, der har levet med sit tisseri hele sit liv.

Drengen begyndte dog at tale om monstre. Ved fælles hjælp fandt vi ud af, at det var det monster, der fik ham til at tisse i bukserne. Det var et snu og snedigt monster, som altid dukkede op, når han havde det allermest sjovt. Det ødelagde derfor næsten altid hans leg og fik ham til at gå for sig selv. Drengen valgte at kalde monsteret for ”Tissemonsteret” resten af forløbet – så vidste vi begge, hvad der var på spil.

Drengen fandt undervejs ud af, at ”Tissemonsteret” ikke kunne lide når vi snakkede om det. Jo mere vi snakkede om det og jo flere der fandt ud af, at der var et monster på spil ift. drengens tisseri, jo færre gange tissede han i bukserne.

Da drengen stoppede hos mig – efter 6 samtaler – tissede han kun enkelte gange om natten og det fordi han ikke nåede ud på toilettet inden.

Dette er en meget forenklet beskrivelse af, hvordan en samtale med et barn kan foregå hos mig. I det her eksempel bruger vi sproget som vores fælles legetøj. Vi eksternaliserer problemet/symptomet og finder på den måde ud af, hvilken indflydelse det har, og fremover skal have, på barnets hverdag.

Det virker for de fleste børn at tale på denne måde, men kun hvis man som voksen lytter godt efter, hvad barnet fortæller og kobler sig på barnets univers og ord.

”Tissemonsteret” er bare ét eksempel på, hvad børn og unge kan gå og tumle med. Budskabet i historien til os forældre er, at der kan skabes mærbare forandringer for barnet gennem en forholdsvis lille indsats. Det kræver dog, at vi reagerer på det vi ser eller det vores fornemmelser, fortæller os.

Når angsten kommer …

Angst er ”til at tale med”.

Flere og flere børn, unge og voksne lever i dag med angst i større eller mindre grad. En måde at arbejde med sin angst på er, for det første, at vide og acceptere, at den er der. Symptomerne er individuelle, varierende og drilske, da de ofte kan (bort)forklares med noget andet. Men angsten er til at tale med, så prøv at ”tag en snak med din angst” næste gang den kommer forbi.

Hvis vi ikke hilser den velkommen, bliver det angsten, der bestemmer og ikke dig.

Hils på den og sig højt eller inde i dig selv: ” Hej, nå er det dig, der kommer der”.

HER ACCEPTERER DU DIN ANGST I STEDET FOR AT MODARBEJDE DEN.

Prøv at spørge den: ”Hvorfor kommer du nu?”

”Nå, det er det med skolen/arbejdet og hvordan det skal komme til at gå i dag”

”Hvad er det, du er mest urolig for skal komme til at ske?”

”Hmm … kan du huske, om du før er kommet ud af døren, mens hjertet bankede helt vildt, og klarede det?”

”Ja, det kan du godt. Hvad var det første skridt du tog den dag for at komme af sted?”

”Du kaldte på din mor, som hjalp dig med at komme op. Men det var svært og kostede dig mange kræfter”.

”Okay, men du kom simpelthen af sted. Kunne du mærke dit hjerte banke derudaf hele tiden?

”Ikke da du cyklede?”; ”okay, så hjertet kan godt lide, når du cykler?”

HER BLIVER DER PLADS TIL EN TANKE OM NOGET GODT.

Når én god tanke dukker op, er du på rette vej. Gode tanker slår angsten ned.

Dette er meget forsimplet og kun tænkt som et eksempel på, hvad du egentlig har at gøre med.

Pointen er, at det er DIG, der inviterer angsten indenfor, spørger angsten om noget og angsten der svarer. Tit kommer angsten hurtigt til kort i sådan en indre samtale. Du er simpelthen klogere end den. Du ved mere om dig selv og hvad du kan, end den gør. Du kender til at tage små skridt – et af gangen – den opdeling formår angsten ikke at foretage.

Angsten kender kun til øjeblikket; ikke til når du er kommet ud af døren.

Angst trives ikke så godt, når du taler med andre mennesker om den. Angsten aner ikke, hvad den skal gøre, når du trækker vejret dybt og længe.

Hils, hvis den dukker op igen; der er mange, der kender den.

Er du ikke lige der, hvor du er klar til selv at snakke med den, kan vi gøre det sammen.

Skilsmisse

Vi skal holde op med at tale om ”den lykkelige skilsmisse”

Effektfuld terapi

Den lykkelige skilsmisse findes ikke – måske for de voksne, men meget sjældent for børnene.

”Skilsmisse er, i børnehøjde, et overgreb kun overgået af mors eller fars død eller vold i familien” udtalte en psykolog i forrige uge.

Det er en barsk udmelding, som sætter noget vi efterhånden har ”vænnet” os til, i perspektiv.

Skal man så for enhver pris holde sammen og undgå at skilsmissen? Skal man gå og mistrives med den ægtefælle, man bare ikke elsker, som man gjorde før, og nu ikke længere kan tale med eller måske aldrig har kunnet?

Nej det skal man selvfølgelig ikke, for et andet mantra for børns udvikling er, at når deres forældre har det godt, har børnene det som udgangspunkt også godt.

Men det er måden at tale om og tænke på skilsmisse, vi skal lege med. Og vejen hen til at beslutningen tages ….

I nogle af mine samtaler med børn, der er midt i eller allerede lever i en delt familie, bliver børnene ofte tavse, når vi snakker om, hvordan det er at være barn, når mor og far ikke længere kan finde ud af det med hinanden.

Forsigtigt får de fleste børn fortalt, hvad de lægger mærke til og mærker i hverdagen. Med hjælp får de fleste også sat ord på, hvad det betyder for deres tid uden for deres forældres rækkevidde.

Børn er meget konkrete, og de fleste forældre bliver oftest overraskede over, hvad det egentlig er børnene lægger mærke til og hvordan, det vi troede, vi forstod, tager sig ud i børnehøjde.

Nogle fortæller at:” Mor er blevet mere glad, og skælder ikke så meget ud mere”. Andre siger ” Jeg savner at kunne være sammen med min far lige når jeg har lyst”.

Jeg har aldrig hørt et barn fortælle, at de er glade for at mor og far ikke længere er sammen.

Derfor bør vi holde op med at tale om den lykkelige skilsmisse. Den er en illusion.

I stedet kan vi tale om den, i nogle tilfælde, nødvendige skilsmisse.

I mange andre tilfælde kan hjælp udefra bringe noget, af det vi kalder et lykkeligt familieliv, tilbage. Derefter går en ny og mindre opslidende proces i gang.

 

Du kender dit barn bedst…

Du kender dit barn bedst…

Sådan siger mange, man snakker med sit barn om.

Særligt de professionelle der er omkring dit barn, bruger den sætning.

Og det er også rigtigt og velment – jeg bruger det selv i mine samtaler med forældre.

Men aldrig som en løsning – mere som en refleksion.

En vej at gå ned af.

 

Når problemerne hober sig op, er det måske lige præcis den sætning, der er ”dråben”.

Dråben til selvbebrejdelse og ”slåen sig selv i hovedet”.

Hvis jeg gjorde det, stod jeg for dælen da ikke i den her situation

 

For lige der føler du, du overhovedet ikke kender dit barn bedst.

Lige nu gør han/hun noget helt andet end han/hun plejer.

Og det du plejer at gøre – virker ikke!

 

At kende sit barn bedst, er vel ligeså meget at kende sig selv?

 

Kender du dig selv og dine reaktionsmønstre godt,

ved du også noget om, hvad, hvad gør ved dig.

 

Har du altid selv været meget pligtopfyldende,

og sat en ære i at gøre det omgivelserne kræver af dig,

kan det være svært at hjælpe og støtte sit barn,

hvis det pludselig protesterer overfor skolens krav og regler.

 

Hvis gråd og ”pjevseri” aldrig har været din måde at kommunikere på –

hverken som barn eller voksen,

kan det være svært at se på, at det er det, ens barn gør lige nu og hele tiden.

 

Måske gør dit barn noget af det, du har svært ved at holde af ved dig selv?

 

At opdrage, være og leve med sine egne børn,

kræver at man ind imellem går på ”tur” i sig selv.

 

Så kender og hjælper du både dig selv og dit barn bedre.

Når de voksne er i krise…

Når de voksne er i krise rammes børnene også.

”Havde vi da bare fået taget hul på noget af det her for længe siden…”

Jeg havde engang en familie, som virkelige havde brug for hjælp til at få deres dreng til at gå i skole igen. Det var sådan en pæn familie. Og de var så søde og samarbejdsvillige. Og de ønskede virkelig der skulle ske en forandring.

De havde ikke selv bedt om hjælp; det var skolen der havde henvist dem til mig.

Alligevel stillede de 100% op, selvom det var hyppige samtaler og med hele familien til stede. Særligt drengen, der ikke gik i skole og ligesom var udpeget til at være ”problemet”, deltog motiveret i forløbet.

Drengens massive modstand mod at gå i skole, viste sig at handle om, at han var begrundet bekymret for sin mor.

Ovenstående citat er, ikke overraskende, udtalt af drengens mor. Hun anede ikke, at hendes dreng bekymrede sig om hendes situation, og tænkte ikke at de som sådan havde involveret ham i de økonomiske, samlivs- og opdragelsesmæssige udfordringer, de havde derhjemme.

Og det havde de i princippet heller ikke; de var bare ikke klar over den mellemregning, der hedder at børn opfanger de mindste signaler, om deres forældres tilstand – nogen gange før vi selv gør.

Og det tager de som sådan heller ikke skade af. Vi kan jo ikke gå og bilde os selv og vores børn ind, at vi altid er i ligevægt og har det godt, når det ikke er sådan livet leves.

Men vi kan være opmærksomme på, at det er en sammenhæng mellem det vi gør og det vores børn opfatter.

Nogle børn vil have glæde af, at få klar besked om, hvad der foregår i familien lige nu og fremadrettet få lov til at spørge, hvis der er noget de undrer sig over eller bliver kede af. Ved at informere dem, viser du dem, at de ”har mærket rigtigt” og at det er okay at reagere, når dem der betyder mest for dem, pludselig ikke har det som de ”plejer”.

Det er hårdt for børn at få klar besked, men alternativet vil tit være at de overlades til deres egne gætterier som oftest vil blive til bekymringer, de ikke ved, hvad de skal stille op med.

Andre ville ikke kunne magte den klare besked lige nu, og så må man som forældre ty til den ”hvide løgn”, og måske fortælle at:

Jeg ved du har lagt mærke til, at mor er lidt anderledes for tiden, men det er fordi, der er en masse bøvl på mors arbejde, som tager en masser kræfter lige nu. Det går ud over jer herhjemme, og det er jeg ked af, det gør, men du må rigtig gerne sige til mig, næste gang du synes, jeg bliver for streng at høre på”.

Ved at turde sige lidt om, hvad der foregår, navngiver du noget af det, dit barn allerede har fornemmet og du tager dermed ansvaret væk fra dem.

Allervigtigst ”ser” du dit barn, når du siger: ”Jeg ved du har lagt mærke til …” Alle elsker at blive ”set”/”genkendt” – særligt børn.

Ved at sige: ”Næste gang du synes, jeg bliver for streng ….” giver du dit barn en handlemulighed. Du inviterer dit barn til at kunne gøre noget aktivt i forhold til den situation, I står i lige nu og som I begge ikke synes om. Det giver dit barn en fornemmelse af, at du trods ”alt bøvlet på arbejdet”, godt kan overskue ham/hende og barnet vil ikke på samme måde føle sig til besvær eller blive bekymret. I de fleste tilfælde vil de ikke bruge den mulighed, men den er god at have.

Mange vil tænke ”Jamen det er jo lige det, jeg ikke kan for tiden”, og derfor er det vigtigt at få givet de her beskeder i ”fredstid”. I de tidsrum, hvor du oplever, at have lidt overblik over situationen og ikke har så nemt til at blive vred og kortluntet.

Det er i ”fredstid” du kan hjælpe dit barn med at være på forkant, og fortælle dem, at selvom verden vælter ind imellem for de voksne, så kan du godt passe på dem.

Der er ingen der kan høre noget, når der er for megen støj på linien.

Tidligere omtalte dreng begyndte at gå i skole igen. Aldrig helt stabilt og som før; bekymringen havde fået godt fat i ham, da tiden havde fået alt for stort spillerum. Men det hjalp at skolen nu vidste besked, at mor og far forstod deres søns på en anden måde og det hjalp drengen, at nogen nu hjalp hans mor.

Nogen har brug for vejledning i sådan en proces. Det er endnu ikke naturligt for os at inddrage børnene på den her måde. Sjovt nok er det helt naturligt for børnene, når vi gør det.