Kategoriarkiv: Sind og psyke

Dit lyse og mørke sind

Når man får børn, inviterer man også sårbarheden ind i sit liv. En sårbarhed som kan føles ligesom angst.

Angst som i – tanker

Angsten for at miste.

Angsten for at overse ”noget”, man burde have set.

Angsten for ikke at slå til – gøre det godt nok.

Angsten for ikke at leve tiden ud.

Tankerne løber fra dig … Du er midt i erkendelsen af ”Det totale tab af kontrol”.

Denne sårbarhed kan få dig til at ændre dit syn på dig selv – på godt og på ondt. På dit sind, dine kræfter, din berettigelse. På den du er og gerne vil være.

Mange af os har måske kun kendt til det lyse sind indtil nu – mærket ”det mørke”, men ikke tillagt det særlig betydning. På et tidspunkt kan det være en hjælp at forholde sig til, at du både indeholder det lyse og det mørke. Og på hvor meget du skal bruge dine tænker på hvad.

De metakognitive kalder det ” at få kontrol over sin tænkning”. Hvor længe man tænker og hvor meget. Ikke så meget på hvad. Det er noget man godt selv kan gå i gang med, hvis sårbarheden stadig ”bare” er den helt naturlige sårbarhed.

Spørg fx dig selv:

”Hvad er fordelen ved, at jeg tænker så meget? ” ”Hvad gør det ved mig følelsesmæssigt at tænke konstant og hele tiden? ” ”Er det noget, jeg kan stoppe med? ”

Måske skal du hver dag sætte tid af til at ”få lov til at tænke? Og så lade det ligge, når de 15 minutter er gået. Så har man accepteret, at det er et behov man har, men samtidig noget man begynder at få kontrol over. Og den naturlige balance mellem det lyse og det mørke sind vil bevares eller forsigtigt genetableres.

Sorg har bedst af at få et sted at bo

Effektfuld terapiWHO varsler med en ny diagnose – ”forlænget sorgreaktion”. Forstået som sorg der ikke ”er gået over” efter ½ år. (Min fortolkning)

I mine øjne er sorg, uanset diagnose, individuel, uden entydig opskrift og noget der har, og skal have, sin egen tid. Det er dig, der kender dit savn og din sorg bedst.

Sorg skal man lytte til – helst inden den bliver ”forlænget”.

Ræk ud, ring eller skriv, hvis din sorg endnu ikke har fundet et sted at bo.

Giv dit barn et talerum

Effektfuld terapiJeg har flere gange skrevet om børns loyalitet over for deres forældre. Den er enorm og bunder i en dyb kærlighed og trofasthed. Selvsamme loyalitet forhindrer ofte barnet i at komme ud med deres budskaber, omkring det de ser, oplever og mærker derhjemme. En  artikel i Politiken tager et andet udgangspunkt, men budskabet er det samme.

Da jeg læste artiklen, kom jeg samtidig til at tænke på et interview med Peter Mygind fra 2013, hvor han fortæller, at ”… det var her midt i familieterapirummet, at han for første gang indså noget skræmmende om sin egen rolle som far. Familiens yngste søn bekendtgjorde nemlig, at han selv råbte en del, fordi hans far gjorde det”. Der skulle en krise i familien til, før de fik denne vigtige info fra deres søn. Sådan er det for mange familier. Men heldigvis for Mygind hørte han det fra sit barns egen mund.

Jeg kunne ønske, at det blev en naturlig del af familiens liv at gøre mere plads til barnets ord. Jeg ved desværre, at det ikke altid bare er sådan lige at få i spil.

Det er børnene, der ser klarest i ”mørket”. Derfor gør det også mere ondt på dem. Prøv at hjælp dem med, at få det, der kunne spøge lidt hos dem, frem i lyset inden det bliver for mørkt.

Alternativt giv din familie en familiesamtale i julegave, også selvom I egentlig har det OK. Hvilke ”ordgaver” vil det mon give dig og din familie?

Når angsten kommer …

Angst er ”til at tale med”.

Flere og flere børn, unge og voksne lever i dag med angst i større eller mindre grad. En måde at arbejde med sin angst på er, for det første, at vide og acceptere, at den er der. Symptomerne er individuelle, varierende og drilske, da de ofte kan (bort)forklares med noget andet. Men angsten er til at tale med, så prøv at ”tag en snak med din angst” næste gang den kommer forbi.

Hvis vi ikke hilser den velkommen, bliver det angsten, der bestemmer og ikke dig.

Hils på den og sig højt eller inde i dig selv: ” Hej, nå er det dig, der kommer der”.

HER ACCEPTERER DU DIN ANGST I STEDET FOR AT MODARBEJDE DEN.

Prøv at spørge den: ”Hvorfor kommer du nu?”

”Nå, det er det med skolen/arbejdet og hvordan det skal komme til at gå i dag”

”Hvad er det, du er mest urolig for skal komme til at ske?”

”Hmm … kan du huske, om du før er kommet ud af døren, mens hjertet bankede helt vildt, og klarede det?”

”Ja, det kan du godt. Hvad var det første skridt du tog den dag for at komme af sted?”

”Du kaldte på din mor, som hjalp dig med at komme op. Men det var svært og kostede dig mange kræfter”.

”Okay, men du kom simpelthen af sted. Kunne du mærke dit hjerte banke derudaf hele tiden?

”Ikke da du cyklede?”; ”okay, så hjertet kan godt lide, når du cykler?”

HER BLIVER DER PLADS TIL EN TANKE OM NOGET GODT.

Når én god tanke dukker op, er du på rette vej. Gode tanker slår angsten ned.

Dette er meget forsimplet og kun tænkt som et eksempel på, hvad du egentlig har at gøre med.

Pointen er, at det er DIG, der inviterer angsten indenfor, spørger angsten om noget og angsten der svarer. Tit kommer angsten hurtigt til kort i sådan en indre samtale. Du er simpelthen klogere end den. Du ved mere om dig selv og hvad du kan, end den gør. Du kender til at tage små skridt – et af gangen – den opdeling formår angsten ikke at foretage.

Angsten kender kun til øjeblikket; ikke til når du er kommet ud af døren.

Angst trives ikke så godt, når du taler med andre mennesker om den. Angsten aner ikke, hvad den skal gøre, når du trækker vejret dybt og længe.

Hils, hvis den dukker op igen; der er mange, der kender den.

Er du ikke lige der, hvor du er klar til selv at snakke med den, kan vi gøre det sammen.

Når de voksne er i krise…

Når de voksne er i krise rammes børnene også.

”Havde vi da bare fået taget hul på noget af det her for længe siden…”

Jeg havde engang en familie, som virkelige havde brug for hjælp til at få deres dreng til at gå i skole igen. Det var sådan en pæn familie. Og de var så søde og samarbejdsvillige. Og de ønskede virkelig der skulle ske en forandring.

De havde ikke selv bedt om hjælp; det var skolen der havde henvist dem til mig.

Alligevel stillede de 100% op, selvom det var hyppige samtaler og med hele familien til stede. Særligt drengen, der ikke gik i skole og ligesom var udpeget til at være ”problemet”, deltog motiveret i forløbet.

Drengens massive modstand mod at gå i skole, viste sig at handle om, at han var begrundet bekymret for sin mor.

Ovenstående citat er, ikke overraskende, udtalt af drengens mor. Hun anede ikke, at hendes dreng bekymrede sig om hendes situation, og tænkte ikke at de som sådan havde involveret ham i de økonomiske, samlivs- og opdragelsesmæssige udfordringer, de havde derhjemme.

Og det havde de i princippet heller ikke; de var bare ikke klar over den mellemregning, der hedder at børn opfanger de mindste signaler, om deres forældres tilstand – nogen gange før vi selv gør.

Og det tager de som sådan heller ikke skade af. Vi kan jo ikke gå og bilde os selv og vores børn ind, at vi altid er i ligevægt og har det godt, når det ikke er sådan livet leves.

Men vi kan være opmærksomme på, at det er en sammenhæng mellem det vi gør og det vores børn opfatter.

Nogle børn vil have glæde af, at få klar besked om, hvad der foregår i familien lige nu og fremadrettet få lov til at spørge, hvis der er noget de undrer sig over eller bliver kede af. Ved at informere dem, viser du dem, at de ”har mærket rigtigt” og at det er okay at reagere, når dem der betyder mest for dem, pludselig ikke har det som de ”plejer”.

Det er hårdt for børn at få klar besked, men alternativet vil tit være at de overlades til deres egne gætterier som oftest vil blive til bekymringer, de ikke ved, hvad de skal stille op med.

Andre ville ikke kunne magte den klare besked lige nu, og så må man som forældre ty til den ”hvide løgn”, og måske fortælle at:

Jeg ved du har lagt mærke til, at mor er lidt anderledes for tiden, men det er fordi, der er en masse bøvl på mors arbejde, som tager en masser kræfter lige nu. Det går ud over jer herhjemme, og det er jeg ked af, det gør, men du må rigtig gerne sige til mig, næste gang du synes, jeg bliver for streng at høre på”.

Ved at turde sige lidt om, hvad der foregår, navngiver du noget af det, dit barn allerede har fornemmet og du tager dermed ansvaret væk fra dem.

Allervigtigst ”ser” du dit barn, når du siger: ”Jeg ved du har lagt mærke til …” Alle elsker at blive ”set”/”genkendt” – særligt børn.

Ved at sige: ”Næste gang du synes, jeg bliver for streng ….” giver du dit barn en handlemulighed. Du inviterer dit barn til at kunne gøre noget aktivt i forhold til den situation, I står i lige nu og som I begge ikke synes om. Det giver dit barn en fornemmelse af, at du trods ”alt bøvlet på arbejdet”, godt kan overskue ham/hende og barnet vil ikke på samme måde føle sig til besvær eller blive bekymret. I de fleste tilfælde vil de ikke bruge den mulighed, men den er god at have.

Mange vil tænke ”Jamen det er jo lige det, jeg ikke kan for tiden”, og derfor er det vigtigt at få givet de her beskeder i ”fredstid”. I de tidsrum, hvor du oplever, at have lidt overblik over situationen og ikke har så nemt til at blive vred og kortluntet.

Det er i ”fredstid” du kan hjælpe dit barn med at være på forkant, og fortælle dem, at selvom verden vælter ind imellem for de voksne, så kan du godt passe på dem.

Der er ingen der kan høre noget, når der er for megen støj på linien.

Tidligere omtalte dreng begyndte at gå i skole igen. Aldrig helt stabilt og som før; bekymringen havde fået godt fat i ham, da tiden havde fået alt for stort spillerum. Men det hjalp at skolen nu vidste besked, at mor og far forstod deres søns på en anden måde og det hjalp drengen, at nogen nu hjalp hans mor.

Nogen har brug for vejledning i sådan en proces. Det er endnu ikke naturligt for os at inddrage børnene på den her måde. Sjovt nok er det helt naturligt for børnene, når vi gør det.

 

Når dit barn pjevser.

Når dit barn pjevser.

En lille forandring hos den voksne, kan være en stor forandring for et barn” 
Mange forældre bliver irriteret, når deres børn “pjevser”.

Tit tror de ikke altid på, at det er så galt/ gør så ondt som barnet siger det gør. Vi tror såmænd ofte det bare er for at få opmærksomhed. 
Og det er det også. 

Bare ikke den opmærksomhed, som vi tror, det er.

Den opmærksomhed de ofte gerne vil have, er forståelse. 
Forståelse for at ” det her kan jeg ikke lige overskue” eller ” det her har jeg brug for din hjælp til, så jeg kan komme videre selv”. 
Børn kan mærke, når vi ikke forstår dem. Og så kan det udvikle sig til en ond cirkel. Barnet pjevser mere og du bliver mere irriteret.

Prøv næste gang bare at tænke deres pjevseri som en måde at bede om hjælp/støtte/ omsorg på og se, hvad der sker. 
Det er en lille tankemæssig omstilling for dig, men en stor hjælp for dit barn.

Ferie, fred og ro

Ferie, fred og ro. Væk er hverdagen; arbejdet, logistikken og konflikterne. 

Sådan tænker mange. Men det er ikke tilfældet for alle familier. For nogen er det lige præcis i ferierne, at korthuset vælter.At konflikterne mellem børnene, der ikke er vant til at være så meget sammen, bryder ud og slider både børn og forældre op. 

Sjældent opleves det ens forældrene imellem og der opstår nye gnidninger.

Sådan skal det ikke være; det har hverken børn eller voksne fortjent. Tit skal der ikke så meget til, førend det kan blive anderledes. 

Ræk ud før du giver op.