Hvad er det, vi vil med vores børn?

Dette indlæg blev bragt i Politiken 23. januar 2016.

Kort før jul læste jeg et indlæg skrevet af filosof Finn Janning (Pol. 20.12.2016): ’Jeg tror, alt for mange får børn, fordi de keder sig’. Det fangede min opmærksomhed, fordi jeg i mange år været optaget af nogenlunde samme spørgsmål via mit arbejde med børn og familier.

Filosof Finn Janning antyder, at mange forældre får børn, fordi de keder sig. At kommende forældre skal tænke sig om en ekstra gang, inden det nye liv realiseres. At mange af dem, der har fået leverancen, hellere vil deres karriere og deres eget liv.

Jeg tror ikke, det hænger sådan sammen, men jeg synes, det er modigt og godt for debatten, at han tør skrive det. Den vigtige og evige debat om børns berettigelse og vilkår. Og hvorfor får vi dem? Er det overhovedet et spørgsmål, man stiller (må stille) sig selv eller hinanden inden?

 

Er det, fordi det er det, man gør? Fordi man bare gerne vil være nogens far/mor? Fordi man ikke vil blive gammel alene? Fordi vi, sammen i vores store kærlighed til hinanden, gerne vil skabe vores helt unikke skulptur og se, hvordan den ender med at tage sig ud? Er det, fordi livet bare ikke vil give mening uden? Eller er vi begyndt at kede os sammen, og så kommer projekt lad-os-lave-et-barn på banen?

Min hypotese er, at vi midt i projekt barn/børn kan glemme, at de der børn er helt rigtige mennesker. Selv om de ikke er færdige, er de helt rigtige, unikke og ligeværdige mennesker som dig og mig.

De er kloge, de tænker meget, de ser alt, de kan lege og udvikle nyt, de græder, når de er kede af det, og smiler igen, når de er klar til det. De reagerer nogle gange mere, end vi bryder os om. De er i gang med at udvikle sig, men det gør dem ikke mindre perfekte. Det er vi voksne jo forhåbentlig også det meste af tiden.

Forleden havde jeg en samtale med en pige, der var ked af, at hun blev sendt op på sit værelse, når hun ikke opførte sig ordentligt. Lige først tænkte jeg, at vi skulle snakke om, hvad der kunne være et alternativ til værelset, men inden jeg nåede så langt, sagde pigen: »Hvis bare de ville sige: ’Vil du være sød at gå op på dit værelse lidt’. Så ville jeg slet ikke blive så ked af det«.

Læs det lige igen! Det kan ikke siges tydeligere. Børn er ikke hunde. Børn reagerer ikke hensigtsmæssigt på ikke at blive talt ordentligt til. Min påstand er efter mange af den type samtaler med børn, at vi simpelthen ikke taler til vores børn, som vi ville tale til en hvilken som helst anden voksen. Noget i vores kommunikation med vores børn er, mere eller mindre ubevidst, blevet legaliseret uden på nogen måde at være gennemtænkt.

Debatten om at blive sendt op på sit værelse må vi så tage på et senere tidspunkt. Men hvad har det at gøre med overskriften? Hvorfor vi får dem? Og hvad vi kan bruge dem til?

Jeg tror, at hvis vi fra starten tænkte anderledes om det der lille menneske, vi på mirakuløs vis kan bringe til verden igen og igen – uden at tage en videregående uddannelse i forældrerollen først – ville jeg ganske enkelt have mindre at lave som familieterapeut.

Så var der flere børn, der følte sig lyttet til og hørt, følte sig set og anerkendt. Følte sig betydningsfulde og ligeværdige forstået på den måde, at de fra deres højde kunne bidrage med deres perspektiv/udtryk og ad den vej lære nyt og mere af den voksne. Virker ovenstående for mærkeligt og uoverskueligt for nuværende og kommende forældre, er spørgsmålet, om man så ikke hellere skulle gå i gang med at bygge den carport.

FacebookTwitterGoogle+