Det er til at blive snotforvirret som forældre, når vi følger de seneste dages artikler om, hvordan vi bedst skal behandle vores børn: Her understreges det, at vi ikke må skælde ud. Men vi må gerne blive vrede. Via vrede lærer vores børn nemlig et mere fuldendt billede af, hvad det vil sige at være et menneske (frit fortolket fra Jesper Juul 2013). Det er to budskaber der umiddelbart stritter i hver sin retning. Så hvad i al verden skal man som forældre så gøre?
Jeg oplever ofte, at de forældre jeg taler med, finder det vanskeligt at navigere i netop denne problemstilling. De har til dels indset, at det de har gjort indtil nu ikke virker optimalt. Eller også har de erkendt, at det der faktisk virker for dem, i hvert fald for en stund, ikke er det, de ønsker skal virke.
Dilemmaet kom for nyligt frem i en samtale, jeg havde med en mor, da hun sagde, ”når der har været 5-6 småkonflikter de to søskende imellem, så hæver jeg altså stemmen til sidst og det værste er, at det virker”. Moren ønskede ikke at skælde ud, men alligevel oplevede hun, at det var det, der virkede.
Vi fik en snak om, hvad der var gået forud, inden hun havde fundet det nødvendigt at skælde ud. Hvordan hun havde guidet og støttet sine to børn indtil da, og at skæld ud’en faktisk handlede om, at nu havde hun ikke flere kræfter til at støtte og guide. Nu var nok nok! Hun orkede ikke at høre mere på deres helt uundgåelige og trættende skænderier og gråd.
Og her får vi fat i noget væsentligt set med mine øjne. Der er nemlig stor forskel på om det, den voksne siger fra over for, er sig selv og sine egne grænser, eller siger fra over for børnene. Hvad er hvad og hvis er hvis og kan man som forældre imødekomme det på en anden måde, så det ikke ender i den skæld ud, som børn, uden diskussion, ikke lærer og vokser af?
Det er helt okay, at reagere på og mærke sine egne grænser. Det skal ”bare” gøres på den rigtige måde. Fidusen i den her sammenhæng er det, jeg kalder – ”at blive hos sig selv”. Når du bliver hos dig selv, taler du ud fra dig selv og det situationen gør ved dig. Det er sådan tingene tager sig ud set fra din verden og derfor noget du selv må tage stilling og ansvar for. Det er ikke dit barns ansvar, at du bliver irriteret.
Så sætningen ”jeg bliver vanvittig, af at høre mere på jer” kunne i stedet lyde ” hvis jeg ikke lige gør noget andet nu, bliver jeg vanvittig, så jeg går lige ud og laver noget the”.
En anden måde at ”blive hos sig selv” kunne være at få sagt ”nu må I prøve at løse det her selv, det ved jeg nemlig I kan, for lige nu kan jeg ikke hjælpe jer, da jeg simpelthen bliver for irriteret og sur og det er der ingen, der har glæde af”. Bliv gerne i rummet eller gå i gang med noget harmløst (banke puderne i sofaen, lufte ud …) eller gå helt almindeligt ud i køkkenet og lav noget uden at skramle for meget med glas og skåle. Husk ingen kommunikation også er kommunikation.
På denne måde gives børnene et ansvar for det, de skal øve sig på, samtidig med at du som forælder viser din egen grænse. ”Nu bliver det altså for mærkeligt for mig”. Samtidig anerkender du børnenes evne til at omsætte noget af det, du har hjulpet dem til at klare tidligere. Endelig viser du som forælder, at vi også kan blive sure eller irriterede – og altså ikke er overmennesker.
Nogle børn vil reagere med, at de gerne vil gøre forældrene glade igen hurtigst muligt, og evner derfor selv at løse situationen alene på den konto. Det sker der ingen skade ved. Andre børn bliver kede af det lige i øjeblikket, men vil relativt hurtigt blive optaget af en ny leg/aktivitet, hvis den voksne kan klare at se, at hun/han faktisk lige har gjort sit barn frustreret, og lade det være i sin frustration. Det går over.
Opsummeret handler skæld ud om, at børnene oplever, at de skal forholde sig til og bære på den voksnes frustration/afmagt og usikkerhed. Det lader dem tilbage med en følelse af, at de er de skyldige og forkerte. Det er ikke fair.
At være tydelig, klar og nogen gange vred, sur og irriteret handler om, hvad vi som voksne hver især kan kapere og dermed har pligt til at reagere efter.
Skiller vi de to ting ad, vil vi opleve, at vi kommer til at skælde mindre ud, samtidig med at vi er tro mod os selv. Børn elsker og lærer af, at tingene er delt op og dermed overskuelige – at de ved, hvad de skal blive bedre til og hvad vi som voksne skal blive bedre til.
Det er ikke et nederlag som forælder at sige ”nu er nok nok” – det er naturligt og sundt for alle der er i det. Det vigtige er at gøre det på en måde, hvor vi bliver ”hos os selv”.
Det lyder nemt nok; desværre er det ikke tilfældet. Som en start handler det om at starte i det små og begynde at stoppe op og spørge sig selv, hvorfor man fandt det nødvendigt at skælde ud. Hver gang du når at stille dig selv det spørgsmål, er du godt på vej. Yderligere handler det om at kunne tilgive sig selv. Tilgive de” fejl” man altid vil komme til at lave – igen kommer billedet af det hele menneske frem.
Men børnene kan se når vi anstrenger os og prøver og øver os og det giver helt automatisk dem lyst til at gøre det samme.
For de gør som os.