Det er aldrig børnenes skyld!

Når et barn ”pjækker” fra skole, har vi en tendens til at tænke, at barnet er dovent/sløv/ligeglad/uansvarlig – dette er særlig nemt at forfalde til, hvis barnet er teenager. Ja i de situationer er der faktisk sjældent mulighed for andre forklaringer.

Tit siger vi til dem: ”Hvad havde du forestillet dig, når du går i seng midt om natten? ”. Eller: ”Er du helt holdt op med at tænke selv? ”. ”Hvor er min ”gamle” dreng/pige blevet af? ”. Hvis vi ikke siger noget, siger vi det samme bare på en anden måde.

Vi er frustrerede. Bekymrede. Vi vil dem kun godt, og mener det godt.

Det er bare ikke det, barnet oplever. De oplever, at vi bebrejder dem. At vi ikke vil hjælpe dem. At det er deres ansvar, at det ikke er lykkes for dem at komme i skole eller hvilke andre symptomer, barnet udviser. De føler sig endnu mere som en fiasko.

De har brug for din hjælp. De skal ikke sættes ud på et sidespor og behandles som nogen, der ikke kan noget som helst selv, men guides og støttes i meget af det, de nu igen skal i gang med at lave og gøre.

For – alle børn ønsker at gøre som deres forældre ønsker, også når de ikke gør det.

Kommer dit barn ikke op om morgenen hver dag, skal de som en start ”puttes” om aftenen. ”Puttes” som i – du skal med ind på værelset; måske lige ryste dynen, rette lagenet – forberede dem og vise vej, som du gjorde, da de var meget mindre. Gå men komme igen. Måske ikke sige så meget, men vise din omsorg på andre måder. Være der.

Om morgenen er det ikke nok at råbe fra køkkenet:” Du skal op nu”! Du skal igen ind på værelset. Sætte dig yderligt på sengekanten, gøre nænsomt opmærksom på, at du er der, og bliver der, til der er tegn på ”liv”. Måske skal tøjet lægges frem de sværeste morgener. Bøgerne.

Gå men komme igen – vurder og lad vær med at spørg, om der er noget der yderligere kunne hjælpe. Du viser igen og igen, at du er til rådighed og forstår, at lige nu er det for svært for ham/hende at gøre det hele selv. Du tager ansvaret – også fra deres skuldre.

Forældre og børn der kommer hos mig får fra en start af vide, at jeg ikke bruger ordet skyld, da det ord sjældent bringer os nogen konstruktive steder hen. I stedet taler vi om ANSVAR. Hvad der er forældrenes ansvar og hvad der er børnenes. Det meste af det er forældrenes.

mælkebøtte

FacebookTwitterGoogle+