Den lille, men store, forskel

Et indlæg med fokus på forskellen mellem ros og anerkendelse.

børneansigt

Hvis du har børn, har du uden tvivl stået i den her situation mange gange. Dit barn har lavet en tegning nede i børnehaven/skolen, og viser den frem, så snart I kommer ind ad døren. ”Vil du se den tegning jeg har lavet i dag, far”?

Og selvfølgelig vil du det; måske ikke lige med det samme, men når du har tid til at kigge ”rigtigt” på den.

For selvom det kan virke som “bare” endnu en tegning fra barnet, er det, for barnet, oftest en særlig tegning. Én hvor han/hun er blevet lidt bedre til at tegne et menneske med arme ”så det ligner”. Eller hvor man har blandet en farve til himlen, som man ikke har kunnet få frem før.

9 ud af 10 gange siger de fleste forældre, når de ser barnets tegning ”Neeej, hvor er den flot, skat”. Helt sikkert med ægte begejstring.

Når vi svarer på den måde, roser vi vores barn.

Vi tillægger tegningen vores egen værdi (flot); betragter den som et færdigt produkt og lukker muligheden for videre dialog ned. Ikke mindst risikerer vi ved at rose at ”underkende” barnet – barnet ved nemlig godt at tegningen kunne være endnu bedre; barnet ved godt, hvor han/hun har sjusket lidt og hvor han/hun har gjort sig umage.

Hvis vi i stedet sagde:” Ajj, dine mennesker har både arme og fingre på den her tegning – sejt”! Den kan følges op med et spørgsmål, hvis tiden tillader det: ”Var det ikke svært at tegne så små ting”?

Her anerkender vi barnet. Det udvikler det sig af.

Vi anerkender, at barnet er i en proces med at tegne flere detaljer, og vi åbner op for muligheden for at høre mere. Vi får samtidig fortalt, at vi kan huske nogle af de andre tegninger han/hun har vist os. Vi vurderer ikke tegningen som sådan, men spørger ind til den i stedet. Her opstår typisk også historier, vi ellers ikke ville have fået.

Barnet får, via denne lille sproglige detalje, afstemt og sat ord på deres egen (ubevidste) oplevelse af, hvor det er i sin egen udvikling om sit eget selv lige nu. Barnet bliver anerkendt for det, det har gjort sig særlig umage med, og effekten af din anerkendelse vil gå direkte i hjernen og sætte sig fast som en erfaring om, at ”jeg blev set for det, jeg gerne ville ses for”.

Med andre ord skal vi som forældre fremover prøve at rose vores børn mindre.

I stedet skal vi anerkende dem.

Gennem anerkendelsen hjælper du dit barn med at udvikle sit selvværd.

FacebookTwitterGoogle+