Kategoriarkiv: Terapi

Når de voksne er i krise…

Når de voksne er i krise rammes børnene også.

”Havde vi da bare fået taget hul på noget af det her for længe siden…”

Jeg havde engang en familie, som virkelige havde brug for hjælp til at få deres dreng til at gå i skole igen. Det var sådan en pæn familie. Og de var så søde og samarbejdsvillige. Og de ønskede virkelig der skulle ske en forandring.

De havde ikke selv bedt om hjælp; det var skolen der havde henvist dem til mig.

Alligevel stillede de 100% op, selvom det var hyppige samtaler og med hele familien til stede. Særligt drengen, der ikke gik i skole og ligesom var udpeget til at være ”problemet”, deltog motiveret i forløbet.

Drengens massive modstand mod at gå i skole, viste sig at handle om, at han var begrundet bekymret for sin mor.

Ovenstående citat er, ikke overraskende, udtalt af drengens mor. Hun anede ikke, at hendes dreng bekymrede sig om hendes situation, og tænkte ikke at de som sådan havde involveret ham i de økonomiske, samlivs- og opdragelsesmæssige udfordringer, de havde derhjemme.

Og det havde de i princippet heller ikke; de var bare ikke klar over den mellemregning, der hedder at børn opfanger de mindste signaler, om deres forældres tilstand – nogen gange før vi selv gør.

Og det tager de som sådan heller ikke skade af. Vi kan jo ikke gå og bilde os selv og vores børn ind, at vi altid er i ligevægt og har det godt, når det ikke er sådan livet leves.

Men vi kan være opmærksomme på, at det er en sammenhæng mellem det vi gør og det vores børn opfatter.

Nogle børn vil have glæde af, at få klar besked om, hvad der foregår i familien lige nu og fremadrettet få lov til at spørge, hvis der er noget de undrer sig over eller bliver kede af. Ved at informere dem, viser du dem, at de ”har mærket rigtigt” og at det er okay at reagere, når dem der betyder mest for dem, pludselig ikke har det som de ”plejer”.

Det er hårdt for børn at få klar besked, men alternativet vil tit være at de overlades til deres egne gætterier som oftest vil blive til bekymringer, de ikke ved, hvad de skal stille op med.

Andre ville ikke kunne magte den klare besked lige nu, og så må man som forældre ty til den ”hvide løgn”, og måske fortælle at:

Jeg ved du har lagt mærke til, at mor er lidt anderledes for tiden, men det er fordi, der er en masse bøvl på mors arbejde, som tager en masser kræfter lige nu. Det går ud over jer herhjemme, og det er jeg ked af, det gør, men du må rigtig gerne sige til mig, næste gang du synes, jeg bliver for streng at høre på”.

Ved at turde sige lidt om, hvad der foregår, navngiver du noget af det, dit barn allerede har fornemmet og du tager dermed ansvaret væk fra dem.

Allervigtigst ”ser” du dit barn, når du siger: ”Jeg ved du har lagt mærke til …” Alle elsker at blive ”set”/”genkendt” – særligt børn.

Ved at sige: ”Næste gang du synes, jeg bliver for streng ….” giver du dit barn en handlemulighed. Du inviterer dit barn til at kunne gøre noget aktivt i forhold til den situation, I står i lige nu og som I begge ikke synes om. Det giver dit barn en fornemmelse af, at du trods ”alt bøvlet på arbejdet”, godt kan overskue ham/hende og barnet vil ikke på samme måde føle sig til besvær eller blive bekymret. I de fleste tilfælde vil de ikke bruge den mulighed, men den er god at have.

Mange vil tænke ”Jamen det er jo lige det, jeg ikke kan for tiden”, og derfor er det vigtigt at få givet de her beskeder i ”fredstid”. I de tidsrum, hvor du oplever, at have lidt overblik over situationen og ikke har så nemt til at blive vred og kortluntet.

Det er i ”fredstid” du kan hjælpe dit barn med at være på forkant, og fortælle dem, at selvom verden vælter ind imellem for de voksne, så kan du godt passe på dem.

Der er ingen der kan høre noget, når der er for megen støj på linien.

Tidligere omtalte dreng begyndte at gå i skole igen. Aldrig helt stabilt og som før; bekymringen havde fået godt fat i ham, da tiden havde fået alt for stort spillerum. Men det hjalp at skolen nu vidste besked, at mor og far forstod deres søns på en anden måde og det hjalp drengen, at nogen nu hjalp hans mor.

Nogen har brug for vejledning i sådan en proces. Det er endnu ikke naturligt for os at inddrage børnene på den her måde. Sjovt nok er det helt naturligt for børnene, når vi gør det.

 

Når dit barn pjevser.

Når dit barn pjevser.

En lille forandring hos den voksne, kan være en stor forandring for et barn” 
Mange forældre bliver irriteret, når deres børn “pjevser”.

Tit tror de ikke altid på, at det er så galt/ gør så ondt som barnet siger det gør. Vi tror såmænd ofte det bare er for at få opmærksomhed. 
Og det er det også. 

Bare ikke den opmærksomhed, som vi tror, det er.

Den opmærksomhed de ofte gerne vil have, er forståelse. 
Forståelse for at ” det her kan jeg ikke lige overskue” eller ” det her har jeg brug for din hjælp til, så jeg kan komme videre selv”. 
Børn kan mærke, når vi ikke forstår dem. Og så kan det udvikle sig til en ond cirkel. Barnet pjevser mere og du bliver mere irriteret.

Prøv næste gang bare at tænke deres pjevseri som en måde at bede om hjælp/støtte/ omsorg på og se, hvad der sker. 
Det er en lille tankemæssig omstilling for dig, men en stor hjælp for dit barn.

Ferie, fred og ro

Ferie, fred og ro. Væk er hverdagen; arbejdet, logistikken og konflikterne. 

Sådan tænker mange. Men det er ikke tilfældet for alle familier. For nogen er det lige præcis i ferierne, at korthuset vælter.At konflikterne mellem børnene, der ikke er vant til at være så meget sammen, bryder ud og slider både børn og forældre op. 

Sjældent opleves det ens forældrene imellem og der opstår nye gnidninger.

Sådan skal det ikke være; det har hverken børn eller voksne fortjent. Tit skal der ikke så meget til, førend det kan blive anderledes. 

Ræk ud før du giver op.