Hvornår skal man søge hjælp?

Hvornår skal man søge hjælp? Det korte råd er: Er du i tvivl, skal du lade tvivlen vinde. Den prøver at fortælle dig noget …

Spørg dig selv om du ville tvivle, hvis det var akuttelefonen du skulle ringe til..

Tvivl opstår altid og hos alle

  • I parforholdet
  • I opdragelsen
  • I jobbet
  • I dig selv

Tvivlen er sindets måde at få dig til at forholde dig til dit eget liv på. Tvivl er som udgangspunkt sundt, hvis du forholder dig til den og ikke ”slår den ned” eller gør dig bange ..

Tvivlen kan vokse sig stor og dække for det udsyn, du plejer at tage beslutninger ud fra

Tvivl kan kappe forbindelsen til din egen stemme

Tvivl kan gøre dig magtesløs og få dig til at leve med ”status quo” eller det der er værre

Alle omkring dig reagerer på din tvivlen – din samlever og dine børn

Tvivlen får oftest et nyt liv eller forsvinder helt, hvis du snakker med nogen om den

Hvis tvivlen forbliver en tvivl og handler om dit parforholds fremtid, dine børns trivsel, dit eget fundament, har tvivlen brug for et uinficeret rum at være i; et rum, hvor du ikke skal tage hensyn til andre end dig selv og din tvivlen.

Er du stadig i tvivl?

Har du lyttet til dit barn i dag?

Det er det rene selvmord at sætte børn i verden. De kan både blive kørt over af en bil og en af én fra klassen.

De skal kunne så uendeligt meget; og i dag så uendeligt længe. Man fristes næsten til at holde dem hjemme, og lade dem lege og ”være”, i det tempo de nu hver især har.

Men vi ved godt, at det er ”derude”, de også lærer om livet.

Det liv, hvor de krydser vejen med en klassekammerat, og klarer det. Derude hvor de risikerer at blive holdt udenfor, og et langt stykke hen af vejen, selv må finde ud af, hvordan og om man vil være en del af den leg igen.

Det er ikke for børn at være ”derude”. Eller – det er lige netop for børn, men ikke altid for forældre!

For vi ser ikke det, de ser. Vi mærker ikke det, de mærker. Vi tør ikke det, de tør. Vi forstår ikke det, de forstår.

Men vi kan prøve, selvom vi er blevet for store og de stadig er ”små” – ligesom de skal være.

De er så utrolige seje de børn. Så kloge på, hvad de vil og ikke vil. Er klar til og ikke klar til. På hvad de kan og ikke kan.

Forældrenes vigtigste opgave i dette ”selvmordsprojekt” er, at:

Følge uden at overtage.

Støtte uden at holde i hånd.

Spørge uden at presse.

Lytte uden dagsorden.

Være der uden at fylde det hele.

Trøste uden at ”pakke ind”.

Gætte fremfor at vide.

Satse uden at risikere.

Bestemme når de ikke selv kan og skal.

Når dit barn pjevser.

Når dit barn pjevser.

En lille forandring hos den voksne, kan være en stor forandring for et barn” 
Mange forældre bliver irriteret, når deres børn “pjevser”.

Tit tror de ikke altid på, at det er så galt/ gør så ondt som barnet siger det gør. Vi tror såmænd ofte det bare er for at få opmærksomhed. 
Og det er det også. 

Bare ikke den opmærksomhed, som vi tror, det er.

Den opmærksomhed de ofte gerne vil have, er forståelse. 
Forståelse for at ” det her kan jeg ikke lige overskue” eller ” det her har jeg brug for din hjælp til, så jeg kan komme videre selv”. 
Børn kan mærke, når vi ikke forstår dem. Og så kan det udvikle sig til en ond cirkel. Barnet pjevser mere og du bliver mere irriteret.

Prøv næste gang bare at tænke deres pjevseri som en måde at bede om hjælp/støtte/ omsorg på og se, hvad der sker. 
Det er en lille tankemæssig omstilling for dig, men en stor hjælp for dit barn.

Ferie, fred og ro

Ferie, fred og ro. Væk er hverdagen; arbejdet, logistikken og konflikterne. 

Sådan tænker mange. Men det er ikke tilfældet for alle familier. For nogen er det lige præcis i ferierne, at korthuset vælter.At konflikterne mellem børnene, der ikke er vant til at være så meget sammen, bryder ud og slider både børn og forældre op. 

Sjældent opleves det ens forældrene imellem og der opstår nye gnidninger.

Sådan skal det ikke være; det har hverken børn eller voksne fortjent. Tit skal der ikke så meget til, førend det kan blive anderledes. 

Ræk ud før du giver op.